Sild på julebordet

I middelalderen havde sild stor økonomisk betydning for fiskerne langs Øresund. Bønderne kom kørende fra hele Sjælland for at købe de saltede sild til vinterens forbrug, og for fiskerne i kystområderne, var sild en fast bestanddel på middagsbordene. Det var østersø-silden, der vandrede gennem Øresund to gange om året. Det var også østersø-silden, der var basis for bornholmernes kost.

Det er fra Bornholm, vi har “stamfaderen” til den marinerede sild på julefrokostbordet. Her lagde man silden i en lage af eddike med løg og krydderurter – og eddiken var selvfølgelig fremstillet af ølurt og surdej, æltet med ærter. Opskriften her er på stegte sild i øllage, og stammer fra Herslev Bryghus. Find den i Julens Madkultur og prøv den til julefrokosten!

Stegte sild i øllage

6 personer

Lage:
2 rødløg
75 g sukker
1½ dl mørk øleddike
2 laurbærblade
1 spsk. sennepskorn
2 dl Herslev Stjernebryg

Skær løget i tykke både. Varm sukkeret op i en gryde til det smelter og karamelliserer let. Steg løgene i karamellen i et par minutter. Tilsæt øleddike, laurbærblade og sennepskorn og kog lagen i 5 minutter. Træk gryden fra blusset og tilsæt Stjernebryg.

Stegte sild:
3 store, ferske sildefileter
1 dl rugmel
2 spsk. smør
Salt og peber

Skær sildene over på midten, så du får 6 smalle fileter og fjern finner. Vend sildene i melet og steg dem i smør til de er gyldenbrune på begge sider. Krydr med rigeligt salt og peber. Læg sildene i et fad og lad dem køle af.

Hæld lagen over sildene og lad dem trække i mindst 3 timer. Sildene kan holde sig 4-5 dage i køleskabet.

Servér sildene med rugbrød, brændevin og øl, gerne pilsner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *